Seneste Nyheder & Artikler

13-08-2008
DRC gør status:
Et turbulent år med rygeloven
Selvom nogle af de negative konsekvenser er ved at fortage sig, har rygeloven, der trådte i kraft for et år siden, kostet den danske restaurationsbranche dyrt.
Det erfarer brancheforeningen Danmarks Restauranter & Cafeer på baggrund af to spørgeskemaundersøgelser, hundredvis af servicebesøg blandt medlemmer landet over samt utallige medlemskontakter pr. telefon og emails.
- DRC vurderer at branchen har mistet omkring 15 % af omsætning som følge af rygeforbuddet. Størst var tabet i de to første måneder efter forbuddet indførelse 15. august 2007. Siden stabiliserede det sig og et omsætningstab på mellem 5-10 % i 2008 er et realistisk bud, siger informationschef Carsten Kruuse, DRC.

Konkurser steg 21,3%
Aktuelle tal fra kredit- og analysevirksomheden Experian bekræfter DRC´s vurdering af tilbagegang for branchen. I perioden aug07-juli08 - altså i det forløbne år efter rygeforbuddets indførelse - er der sket en stigning på 21,3 % i antallet af konkurser i overnatnings- og restaurationsbranchen sammenlignet med samme periode året før. Tallene bygger på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens registreringer af alle virksomheder i selskabsform. Numerisk var der blandt disse 171 konkurser i aug07-juli08 mod 141 i samme periode året før. DRC finder ikke anledning til at tro, at det forholder sig anderledes med personligt ejede virksomheder.
- Naturligvis kan man ikke tage disse tal som entydige udtryk for konsekvenserne af rygeforbuddet. Men der er ingen tvivl om, at det er en medvirkende årsag. I England, der har haft rygeforbud nogenlunde lige så længe som Danmark, har pubejerne netop offentliggjort en undersøgelse (The Guardian, red.), der viser en omsætningstilbagegang i ølsalget på ni procent efter rygeforbuddet indførelse sidste år. Samme tendens vil man naturligvis i højere grad kunne iagttage i Danmark, hvor folk af kulturelt betingede årsager lettere fristes til at blive hjemme fra pub-besøg, end man gør i England, siger Carsten Kruuse.

Lammende virkning
Erfaringerne fra udlandet viser dog også, at de negative effekter af rygeforbud fortager sig efter et stykke tid. Noget tyder på, at denne tendens også gør sig gældende i Danmark.
- Rygeloven havde i efteråret 2007 en nærmest lammende virkning på en stor del af branchen. Vi modtog meldinger om omsætningstilbagegang på 20-50 procent. Julefrokosterne var i fare. Selskaber aflystes, hvis der ikke måtte ryges, oplyste medlemmerne. Der kom imidlertid mere ro på, da Arbejdstilsynet oplyste, at der ikke ville blive grebet ind overfor overtrædelse af rygeloven før januar 2008. Såvel myndigheder som restauratører skulle lige have ryddet en række uklarheder af vejen. Og en del af virkeligheden blev også – foranlediget af myndighedernes udmeldinger - at restauranter "fredede" julefrokosterne ved ikke at håndhæve rygeforbuddet. Nogle var lidt langsomme til at indordne sig under de nye regler. Det skabte lidt krusninger restauratører imellem omkring unfair konkurrence fra etablissementer, der fortsat tillod rygning, selvom de ikke måtte. De hårdest ramte var virksomheder mellem 40-100 kvm, der ikke havde plads til investering i rygerum, fortæller informationschefen.

Små værtshuse fik fremgang
DRC´s undersøgelser foretaget mellem nov07- feb08 viser også, at de små værtshuse under 40 kvm. uden mad kan notere sig en omsætningsfremgang på 10 % ved fortsat at tillade rygning.
Disse udgør - med begrænset kapacitet, ganske få siddepladser og omsætningstal typisk langt under to mio. kr. - imidlertid ikke en mærkbar konkurrence for store hotelrestauranter, restauranter, cafeer, diskoteker m.v.

Rygelov til revision
Rygeloven skal tages op til revision i 2009-10. På den baggrund har det været fremme, at nogle partier blandt andet ønsker at fjerne 40-kvadartmeters reglen og således indføre et totalt rygeforbud i restaurationsbranchen.
- Det vil være dødsstødet for værtshuskulturen i Danmark. Hundredvis af virksomheder kommer til at dreje nøglen og tusindvis medarbejdere vil miste deres job, idet stamgæsterne netop kommer disse steder for at få en øl og en smøg. Kan det ikke lade sig gøre finder de andre græsgange, vurderer Carsten Kruuse.
Aktuelle politiske overvejelser fra blandt andre Socialdemokraterne og De Radikale omkring forbud mod rygerum og forbud mod rygning på udeserveringsarealerne vil – ifølge DRC - også have alvorlige konsekvenser for branchen.
Nu har branchen investeret hundredvis af millioner i rygerum og ombygninger såvel inde som ude. Så er det helt urimeligt, hvis politikerne ved en lovændring få år efter gør disse investeringer værdiløse. Det er faktisk DRC opfattelse, at gæsterne, restauratørerne og myndighederne er ved at finde sig tilrette efter det første turbulente år med den nye rygelov, siger Carsten Kruuse. (læs i øvrigt kommentar på hosstående side).

Otte anmeldt til politiet
Ved redaktionens slutning havde Arbejdstilsynet anmeldt otte virksomheder til politiet for overtrædelse af rygeloven. Den hyppigste begrundelse var, at virksomheden ikke havde udformet en skriftlig rygepolitik.







Forslag om færre alkoholbevillinger

 

 

For at begrænse et stort alkoholforbrug i hovedstaden, vil Københavns sundhedsborgmester Ninna Thomsen, SF, begrænse antallet af bevillinger. Især beværtninger omkring uddannelsesstederne, hvor mange unge mennesker færdes, har borgmesterens opmærksomhed.
Regionsformand Poul Wulff, DRC-København, mener, at det er en meget dårlig ide, der blandt andet er i strid med hovedstadens planer om at blive en mere dynamisk by.