DRC er en brancheforening der sætter medlemmernes frie valg af branchefællesskab i højsædet. DRC er dermed ikke en arbejdsgiverforening i normal forstand, fordi DRC ikke på sine medlemmers vegne har indgået overenskomst med et fagforbund.
Vi henvender os til alle cafeer, restauranter og overnatningssteder, uanset størrelse og omsætning, og har ca. 1400 medlemmer landet over.
Vi ønsker at sikre branchens indflydelse på fremtidig lovgivning
Foreningens formål er at opnå størst mulig indflydelse på branchens vilkår og varetage serverings- og overnatningsbranchens fælles interesser, fremme sammenholdet i branchen og skabe omverdenens accept.
Derfor udfører DRC, foruden at rådgive og informere, et koncentreret lobbyarbejde lokalt som på landsplan for at profilere branchen og forbedre vilkårene for vore medlemmer. ( i nyhedsspalten her på hjemmesiden kan du læse om vores aktuelle mærkesager)
Vi aflaster dig som restauratør
Det er DRC’s helt klare mål at aflaste restauratøren i de besværlige dagligdags irritationsmomenter, sænke omkostningerne og generelt skabe bedre vilkår for medlemmerne, så de kan koncentrere indsatsen om det egentlige, nemlig at være restauratør og servicere gæsterne.
Alle de dagligdags spørgsmål og problemer, man skal tage stilling til som restauratør kan let give anledning til unødig stress og irritation. I nogle tilfælde kan en forkert beslutning resultere i alvorlige og utilsigtede følger. Derudover kommer der stadig flere regler og reguleringer indenfor branchen.
Personlig og kompetent rådgivning
DRC har derfor gennem de senere år oprustet på rådgivningsområdet. Vi kan tilbyde dig gratis juridisk og telefonisk rådgivning af foreningens advokat, der står til rådighed med sin brancherelevante ekspertise. Og har du som restauratør brug for hurtige, kompetente svar i forbindelse med feriepenge, ansættelseskontrakter, opsigelsesregler, egenkontrol, huslejekvaler, myndighedskrav, dårlig leverandørservice eller lignende står vi klar til at hjælpe dig.
Er det rådgivning af økonomisk art det gælder, tilbyder foreningens revisor telefonrådgivning.
Fælles for al rådgivning er dog, at telefonisk rådgivning er gratis, hvorimod en dybere involvering i enkeltsager koster noget, hvilket dog bliver et anliggende mellem det enkelte medlem og rådgiveren.
Vores informationssystem
Udover rådgivning har DRC et veludbygget informationssystem, der holder medlemmerne ajour.
Gennem mange år har DRC udgivet branchebladet Restaurant & Cafe. Et meget læst og citeret blad, der orienterer om aktuelle problemstillinger og tiltag i branchen samt nye produkter.
DRC-informerer er en særlig skrivelse forbeholdt DRC’s medlemmer. Den udsendes efter behov 6-10 gange årligt, og holder hele tiden medlemmerne ajour med aktuel lovgivning på området.
Den uundværlige Håndbog for restauratører er et elektronisk opslagsværk, hvor love, regler, bekendtgørelser m.v. med relation til det daglige arbejde er forklaret på godt gammeldags dansk. Håndbogen ajourføres løbende under medlemsservice, og er blevet et nyttigt og populært værktøj for medlemmerne.
Markant fremgang for foreningen
Gennem de senere år har DRC oplevet en markant fremgang i medlemstallet. Flere og flere støtter op om foreningen, og derved står vi langt stærkere. Det betyder blandt andet at branchens synspunkter lettere kommer igennem, og derved bliver det lettere for dig at være restauratør.
Fremgangen er blandt andet sket fordi DRC på det politiske plan både lokalt og på landsplan har sat fokus på branchens problemstillinger. Og når DRC mener noget, siger vi tingene lige ud; Vi pakker ikke tingene ind.
Det vigtigste for DRC er, at restauratørerne sikres de samme rammebetingelser som andre erhverv. For kun på den måde kan konkurrencen ske på lige vilkår.