Nyheder

 



16/03-2017
Kokkelandsholdet har skarpe profiler


Kokkelandsholdet stiller med skarpe profiler til Årets Kok på Hotel- og Restaurantskolen i København

Årets Kok kåres i år samtidig med den nye fagmesse Madværkstedet på Lokomotivværkstedet i København, som afholdes den 21. og 22. marts. Selve konkurrencen afholdes på Hotel- og Restaurantskolen i Valby i København. I konkurrencen deltager i alt ti kokke og Kokkelandsholdet stiller i år med hele tre deltagere i konkurrencen. Kokkelandsholdets tre deltagere er: Dennis Drejer Birch og Kasper Correll begge fra junior landsholdet samt Nikolaj Schmidt Skadborg fra senior landsholdet. Kokkelandsholdet har gennem de sidste mange år været storleverandør af kandidater til både Årets Kok og Bocuse d’Or. Både i 2015 og 2016 kom vinderen af Årets Kok fra Kokkelandsholdet, så der er store forventninger til resultatet i år også. Vinderne af Årets Kok kåres den 21. marts på Hotel- og Restaurantskolen.

 

Årets kok er en fast tradition for Kokkelandsholdet

Deltagelsen i Årets Kok betyder meget for Kokkelandsholdet, da konkurrencen er med til at skærpe deltagerne op til især de internationale konkurrencer. Men også den store synlighed, som holdet får ved at være repræsenteret i konkurrencen betyder meget for det samlede arbejde med at skabe opmærksomhed og eksponering af holdet.

 

Stor opbakning til Kokkelandsholdet fra sponsorer og Miljø- og Fødevareministeriet

At drive Det Danske Kokkelandshold kræver ikke blot stort engagement, drive og energi fra de deltagende kokke og fra organisationen bag holdet. Økonomien spiller også en afgørende rolle, hvis holdet skal nå deres målsætning og skabe de bedste resultater både i Danmark og ude i verden. Direktøren for holdet Sten Slot Knudsen glæder sig over den store opbakning, som holdet får fra både sponsorer og fra Miljø-og Fødevareministeriet.

 

Sten Slot Knudsen, direktør for Det danske Kokkelandshold udtaler:

-Vores ambitionsniveau for Kokkelandsholdet er højt, og det skal det naturligvis være. Men det fordrer dagligt meget arbejde fra de deltagende kokke, som alle arbejder for holdet i deres fritid, og for at det hele skal hænge sammen skal det økonomiske fundament være i orden. Samlet skal vi skaffe penge til rejser, forplejning og ophold til 35 personer 2 dage pr. måned – det drejer sig om Junior- og seniorlandsholdet samt Cateringlandsholdet, fortæller Sten Slot Knudsen.

 

Og han fortsætter:

- Jeg er derfor rigtig glad for mærke den utrolig store opbakning, som vi møder fra vores mange sponsorer og fra Miljø- og Fødevareministeriet. Ministeriet har igen i år valgt at støtte holdet med kr. 500.000 – det er med til at vi kan lave langt flere aktiviteter end tidligere og dermed sikre, at holdet når længst muligt resultatmæssigt, udtaler Sten Slot Knudsen

 

Kokkelandsholdet leverer mange af Danmarks store gastronomiske talenter

Danmark har i disse år stærkt brug for et fortsat stort fokus på talentudvikling, og det gælder ikke mindst på det gastronomiske område. Og her spiller Det Danske Kokkelandshold en afgørende rolle.

 

Uffe Nielsen, formand for Det Danske Kokkelandshold, udtaler:

- Det Danske Kokkelandshold har gennem de seneste mange år været med til at præge talentudviklingen i branchen og mange af de anerkendte og dygtige kokke, som vi kender i dag har gået i ”grundskole” på landsholdet. Det kammeratskab og det sammenhold man får som deltager på Kokkelandsholdet, er helt sikkert en medvirkende årsag til det sammenhold, der er i branchen blandt de toneangivende kokke. Selvom de til dagligt er konkurrenter på hver deres restaurant, har de stor glæde af det netværk de skabte, da de var en del af landsholdet. Ikke mindre end 11 kokke fra Det Danske Kokkelandshold har siden 2003 vundet titlen som Årets Kok. Kokkelandsholdet er ligeledes med til at sikre, at Danmark fortsat er repræsenteret ved de store internationale konkurrencer som OL og VM. Sidste år klarede holdets deltagere sig jo over al forventning og vi håber naturligvis, at vores tre dygtige deltagere i år, også vil blande sig i toppen ved Året Kok, udtaler Uffe Nielsen. 

 

Årets Kok:         Årets Kok kåres tirsdag den 21. marts 2017


Årets Kok 2017 - deltagere fra Det Danske Kokkelandshold:
Dennis Birch, Restaurant Vesterbro Comwell Hvide Hus, Aalborg, junior landsholdet
Kasper Correll, Uformel, København, junior landsholdet
Nicolaj Skadborg, Restaurant Sletten, Humlebæk, senior landsholdet

Fakta om Det Danske Kokkelandshold
Foreningen Kokkelandsholdet, National Culinary Team of Denmark, blev oprettet i 2006 og arbejder for fremme af dansk gastronomi gennem fokus på råvarer af ypperste klasse, talentpleje og innovativ gastronomisk udvikling.

 

Derudover er målet at skabe større interesse og anerkendelse af de danske gastronomers arbejde, nationalt som internationalt, ved deltagelse i diverse konkurrencer og arrangementer, hvor kvalitet og gode råvarer er et vigtigt hovedelement.

 

Foreningen er en upolitisk og non-profit selvstændig juridisk enhed organiseret som en medlemsforening. Både firmaer og enkeltpersoner kan være medlem af foreningen.

 

Det Danske Kokkelandshold består af et senior- og et juniorhold samt et Cateringlandshold, der blev startet op i 2014, i alt 35 personer, der træner 2 dage hver måned. Kokkelandsholdet modtager et årligt tilskud fra Miljø- og Fødevareministeriet, resten af finansieringen på ca. kr. 2 mio. hentes ved sponsorer og fonde.

 

Det Danske Kokkelandshold er en samling af energiske, innovative ildsjæle, der brænder for gastronomi og som går udfordringer i møde med gåpåmod og højt humør.

 

Selvom deltagelsen på Det Danske Kokkelandshold er ulønnet, bruger alle teamets medlemmer en stor del af deres fritid på arbejdet med at sikre holdene gode placeringer ved anerkendte internationale holdkonkurrencer. Herudover støtter Kokkelandsholdet op om medlemmernes deltagelse i individuelle konkurrencer nationalt og internationalt.

Juniorlandsholdet
Juniorlandsholdet er samlet af gastronomiske profiler under 23 år. Holdet udtages med fokus på de store konkurrence år, og har bl.a. vundet guld og sølv ved Culinary Olympic Games 2016.

Når de passerer de 24 år vil de da have mulighed for at blive inviteret til prøve på seniorholdet, hvis deres udvikling gennem juniorforløbet taler for det.

Juniorlandsholdet træner på Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg med Mikkel Laursen som coach.

 

Seniorlandsholdet
Seniorlandsholdet er holdet, der forsvarerede de danske farver ved Culinary Olympic Games 2016 i Erfurt, Tyskland. Her vandt holdet både guld og sølv medaljer.

 

Bruttoholdet består af ca. 15 personer, og er som udgangspunkt sat for en periode på 4 år. Der kan dog forekomme løbende udskiftninger, da målet i hele perioden er at stille med det stærkeste hold.

 

Seniorholdet træner i Jyske Bank Boxen i Herning med Ulla Pedersen som teamleder. 


Fototekst: Nicolaj Skadborg, Senior landsholdet