Drikkepenge eller ej?

 

 

Af cand. jur. Jørgen Kønigshøfer

 

”Drikkepenge” er formentlig ét af de mest sejlivede spøgelser i det danske restaurationsliv. For længst afgået ved døden, ingen henvisninger i lov eller overenskomst, prismærknings-bekendtgørelsen er ophævet - og ikke desto mindre ved vi jo alle, hvad vi taler om.
Det eneste lovgrundlag, der egentlig er tilbage, findes i Markedsføringsloven, hvor erhvervsdrivende er forpligtede til at skilte med deres priser incl. moms og afgifter, eksempelvis service. Service er indregnet med 15% af prisen og er forsåvidt den moderne udgave af tidligere tiders drikkepenge.

Service som begreb er en ydelse, der stilles til gæstens rådighed og er hverken naturligt eller nødvendigvis knyttet til den service, som den enkelte tjener yder gæsten. Er gæsten tilfreds med en spisning, kan det jo mange gange skyldes madens tilberedning eller kvalitet i højere grad end den måde, tjeneren har serveret på. Giver denne tilfredshed sig udslag i, at gæsten gerne vil betale noget mere end regningens pålydende, er det undertiden urimeligt, at tjeneren i så fald skulle oppebære denne merbetaling, der langt mere naturligt burde tilgå kokken ude bagved, ham som gæsten ofte ikke ser.

Dette er så igen baggrunden for, at mange restauranter oppebærer ”drikkepenge” som en fælles pulje, eventuelt blandt det personale, der er på vagt samtidigt, og som så fordeles efter en nærmere aftalt nøgle.
Det er således ikke helt indlysende at tage stilling til, hvem ”drikkepengene” egentlig tilhører. Og det bliver ikke mindre klart, når gæsten vælger at betale ”drikkepenge” over kreditkortet, hvor så restauratøren risikerer at betale kommission af penge, han slet ikke oppebærer. Vi har tidligere gjort kreditkortselskaberne opmærksom på dette misforhold, og det bør fortsat være muligt for restauratøren at holde disse ”extras” udenfor kommissionsafregningen. Mange steder i udlandet har kreditkortselskaberne sørget for at afhjælpe problemet, da der ikke kan anføres ekstra-ydelser på notaen. Her er gæsten nødt til at lægge ”drikkepengene ” kontant, de går så typisk til den enkelte tjener, men restauratøren slipper for at betale kommission.
Det hører med i billedet, at oppebærer tjeneren ”drikkepenge” kontant og direkte fra gæsten, er det hans forpligtelse selv at opgive indtægten til skattemyndighederne.

I Udlandet
Visse steder i udlandet - eksempelvis USA - er lønniveauet for restaurationsmedarbejdere så lavt, at drikkepenge er en helt nødvendig del af indtægtsgrundlaget, lønnen er sat herefter, og medarbejderne beskattes i visse stater af en højere indtægt end den, de fremgår af deres lønseddel. Selvom lønforholdene er helt anderledes på vore breddegrader, kan det tænkes, at praksis i udlandet er med til at holde liv i ”drikkepengene” også herhjemme. I hvert fald må det konstateres, at det endnu ikke er lykkedes at afskaffe dem i praksis blot ved et pennestrøg, og det er derfor vigtigt, at den enkelte restaurant også fortsat tager stilling til og aftaler med sit personale, hvorledes de forældede, men stadig gangbare ”drikkepenge” skal håndteres.